Det skal ikke være tabubelagt at tale om selvmord og selvmordstanker

I Skovens Dybe, Stille Ro er en teaterforestilling om selvmordstanker. Teaterforestillingen er baseret på en virkelig historie om Mira Mobeck, der tog sit eget liv som 13-årig. Hun skrev sine mange svære følelser og selvmordstanker ned i sin dagbog, men sagde dem aldrig højt. Så der var ikke nogen der vidste, at hun kunne finde på at begå selvmord. Dagbogen fandt familien efter Miras død, og Wendy Mobeck, Miras mor, valgte - da instruktøren bag I Skovens Dybe, Stille Ro spurgte om han måtte bruge dagbogen til at lave teaterforestillingen - at dele den med ham og Teatret Fair Play. Når I ser forestillingen, er det altså Miras egne ord, som I hører. Det er - desværre - ikke en opdigtet historie.

 

Når et menneske tager sit eget liv, efterlader personen mennesker bag sig, tilbage i de levendes verden. Det kunstneriske hold – dem der har lavet forestillingen – har talt med Miras mor, Wendy, om hvorfor hun har valgt at dele Miras historie og dagbogsnotater med Teatret Fair Play og Jer, publikum. Hun fortæller i dette interview, om hvordan det er at være efterladt, om at tale højt om det svære og om hvordan man kan lære at håndtere tabet.  

 

 

Hvordan kan det være at du sagde ja til at give Miras historie videre til teatret?

​

”Det var simpelthen først og fremmest for at bryde tabu. Det skal ikke være så tabubelagt. Altså, jeg har jo ikke på noget tidspunkt, i hele perioden efter Miras død, været berøringsangst. Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at hvis det at dele hendes historie kan være med til at skabe en hverdag, hvor man tør snakke om sådanne ting, om de ting der også er svære, og ikke kun de ting der er gode, så vil både jeg, Benjamin og Thomas, Miras storebror og far, gerne være med til at dele historien.”

 

​

Hvordan har det været at se forestillingen?

​

"Det var mega hårdt. Det var det. Og samtidigt så var det jo også flot. Det var jo, på teatret, en flot, tragisk historie kan man sige. At høre Miras ord – jeg kan jo genkende rigtig meget – kombineret med lyden, lyset, scenografien, og den måde som I har valgt at man skal sidde på, det trak altså tårer. Det var hårdt, men det er også vigtigt at historien bliver fortalt. 

 

Når man kan se hinanden derinde, fordi man sidder, som man gør, så bliver det meget intimt. Man er derinde i teatrets sal, på en eller anden måde, på tæt hold, i forhold til hvis du sidder på et kæmpe teater, og du har en afstand til skuespillerne. På det store teater kan du selvfølgelig også få en intens oplevelse, men i og med at skuespilleren her går rundt og kigger publikum i øjnene, så bliver det meget nært. Og levende. Forestillingen gengiver rigtig godt, at der var to sider af hende. Der var den almindelige teenager, hvor hun fjoller og er goofy, og så var der de dystre tanker. Det var virkelig som om, at Mira var i rummet under forestillingen.” 

​

 

Tror du Mira ville have forstået, at vi har formidlet hendes historie og dagbog på teatret?

 

”Det tror jeg. Altså man kan sige, at der er ingen tvivl om, at hvis jeg havde spurgt hende for 6 år siden, da hun havde det rigtig dårligt, så ville hun overhovedet ikke have forstået det. Men hvis jeg tænker på Mira, før hun fik det så dårligt, så er jeg sikker på, at hun også ville være glad for, at hendes historie måske kan bidrage til noget åbenhed, og hvis den kan hjælpe nogle andre unge mennesker.

 

Jeg tror, at hvis Mira slet ikke ville have haft, at der var nogle der skulle have kendskab til hendes historie, så havde hun måske slettet dagbogen fra sin computer. Og det gjorde hun jo trods alt ikke. Men jeg tænker ellers ikke på, hvad mon Mira ville tænke, fordi hun er her ikke. Det er mig, Thomas og Benjamin, der må tage den beslutning. Vi kan ikke gå og spekulere på: "Hvad synes Mira nu om det?". Jeg synes det er vigtigt, at vi lytter til, hvad er det er vihar brug for, for at kunne være i sorgen. Det er os der er tilbage, og det er vores valg at dele hendes historie. 

 

Men igen er jeg helt hundrede på, at Mira hun har forståelse for de valg, vi nu har gjort, for hun var jo et godt menneske, en meget omsorgsfuld pige. Jeg er sikker på, at hvis hun ved, at vi har delt historien på denne her måde, og at det kan hjælpe andre unge, at hun så sidder oppe på sin Mira-Stjerne, Mirach, og er glad, og er med på det.”

 

 

Nu fortæller du, at I står tilbage. Føler du dig efterladt?

​

”Ja, det kan man godt sige. Det er et lidt mærkeligt ord at være efterladt. Men det er man jo. Og man bruger det jo egentlig kun, når folk er døde på grund af selvmord. Men det er jo også fordi, at dem der begår selvmord, de efterlader os tilbage. Det er deres valg at forlade verden, før at de ville være døde af årsager, som ikke var af eget valg. Det kunne være alderdom eller sygdom. Men det er ikke noget, jeg tænker på, på anden måde end at Mira valgte at forlade os før tid, desværre.”

 

 

Hvordan har du oplevet at andre mennesker omkring dig, har håndteret det her med, at I har stået tilbage? Har folk været bange for at tale om det?

​

”Der er nogle få, som ikke ved hvordan de skal tale med os om det. Men i og med at jeg fra dag ét af har været åben omkring det, der er sket, så har jeg fået rigtig meget feedback på, fra både kollegaer, venner og familie, at det har været nemmere for dem at kontakte os. Det har været nemmere for dem at snakke med os om det, fordi jeg aktivt åbner op for det. 

 

Jeg har fået af vide af rigtig mange, at det var hårdt første gang de skulle hjem til os, efter at det var sket. Folk var så kede af det, og vidste ikke hvad de skulle sige og gøre. De kunne heller ikke gøre eller sige noget, som kunne lindre vores smerte. Men bare det at folk de kom og var der med os - om det så kun lige var for et kort visit eller de lige blev hængende - det betød rigtig meget. Jeg har også nogle veninder, som ikke var tætte veninder før, men det er de blevet efter Miras død, fordi de var der fandeme for mig og min familie. Også selvom de synes det var svært at være sammen med os, og ikke vidste hvordan de skulle håndtere det. Men bare det at de dukkede op og sagde "Hej, her er vi. Vi har taget en kande kaffe med" eller "Vi har bagt nogle boller"... Den omsorg... Jeg kan huske hver og én der kom og bankede på vores dør i den periode.”

 

 

Så du har egentlig ikke i tiden efter oplevet at det var tabubelagt at stå i sorgen?

​

”Nej. Jeg har sagt til mig selv, at hvis der er nogen der har det svært ved det, så er det deres problem. Det skal ikke forhindre mig i at snakke om det.” 

 

 

Har du nogle gode råd til andre efterladte, måske nogle der er nye i den position?

​

”Snak om det, først og fremmest. Og giv sorgen lov til at være der også. Det første år er det allerhårdeste år. Man tæller hver måned der er gået. Alt det første år efter, er den første gang, kan man sige. Jul, fødselsdage… Og det er rigtig, rigtig svært, og man er rigtig ked af det, men jeg tror ikke at det hjælper noget at gemme følelserne væk. Det er forskelligt, hvad man har brug for - men græd derhjemme, hvis det er dét duhar brug for. Del det med din mand, din kone, de mennesker der står dig nært... Det tror jeg er meget vigtigt. 

 

Vores familie er også blevet medlem af NEFOS – en organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Det vil sige mennesker der har forsøgt at begå selvmord, deres familier og venner, og mennesker der står tilbage, efter en af deres kære er gået bort på grund af selvmord.De har en masse arrangementer. Jeg har været med til to af NEFOS’ arrangementer med noget familie, og folkene bag holder nogle gode foredrag. De har også arrangementer for unge mennesker, der har mistet enten en søskende eller en forælder til selvmord. De skaber et sted, hvor du kan dele dine tanker med nogen, som forstår hvad du snakker om. 

 

Vi har også brugt Familiehuset i Lejre Kommune, et sted der hjælper familier med børn igennem svære tider. Det var været guld værd for vores familie – og for mig selv. Ét er at jeg selv er åben og gerne vil snakke om det; om vores historie, om Mira og om hvordan jeg har det. Men jeg havde også brug for at blive guidet lidt i min sorg, og det var min terapeut, fra Familiehuset, heldigvis god til. Han fortalte blandt andet at jeg skulle give slip på, hvordan særligt min mand behandlede sin sorg. Selvfølgelig skulle jeg have min opmærksomhed på vores søn, der stadig var under 18. Men min mand var voksen, og man har forskellige måder at håndtere sorg på. Og det skulle jeg ikke tage ansvar for. Min mand sagde nej tak til personlig terapi, og så fandt han nogle andre måder at håndtere sorgen på. Jeg skulle ikke insistere på, at han skulle alene til terapeut, fordi at jeg havde brug for det.”

 

 

Er der noget du her til slut gerne vil sige til de unge mennesker, der skal se forestillingen? Har du nogle ord, du gerne vil give dem med på vejen til deres oplevelse?

​

”Jeg tror, at nogle af de unge mennesker er lidt ængstelige over for det, de skal ind at se og høre. Selvmordstanker og selvmord kan være svært at høre og snakke om. Men jeg vil råde det unge publikum til at prøve at være åbne, og at lytte til det der bliver sagt. Jeg vil også råde dem til at snakke med hinanden om teaterforestillingen, når de sammen har set den. 

 

Hvis de kan se at en ven har det svært, eller hvis de selv har det svært, så skal de gå til deres ven, en lærer, en forælder, eller hvem de nu har tillid til og sige ’Jeg har sgu de her tanker...’. De skal få snakket om det, hvis der er noget svært i livet som maser sig på. Det er mit allerstørste råd til de unge mennesker – og mit håb at de vil gøre det. Og jeg håber at forestillingen kan medvirke til dette. De unge mennesker skal ikke være bange for at tale, om de ting som ellers kan være svære at tale om. Deter mit ønske, at de kan finde styrken og modet frem til at snakke om mørke tanker, så de kan hjælp. 

 

De unge skal heller ikke være bange for at såre sin familie med mørke tanker. De må ikke gå med dem alene.”

​

​

Et stort tak skal lyder til Wendy for at dele sine tanker med os. Teatret Fair Play håber at I Skovens Dybe Stille Ro kan være med til at sprede Wendys ord om, at man ikke skal stå alene med hverken mørke tanker, eller sorgen hvis man har mistet venner og/eller familie til selvmord. 

 

I kan anvende interviewet i forbindelse med jeres arbejde med forestillingen i klassen.

​